Turen til Maui

Nu er det vist ved at være tid til at skrive lidt om vores oplevelser her i år.

Som I kan se på billederne var vi i slutningen af februar en tur på Maui. Vi fløj direkte fra Oakland til Kahului som er hovedbyen. Kufferterne var pakket til randen og golf sættene var klar i bagagen. Flyveturen tager ca. 5 timer, det var lidt hårdt for Michael som lige var kommet hjem fra Hong Kong 1 dag inden.

Da vi endelig landede var det noget af et “slag” man fik i hovedet, luftfugtigheden på Hawaii er en helt anden end vi er vant til. Temperaturen er meget behagelig omkring 25-30 grader året rundt, men der er meget høj luftfugtighed. Ellers er det en fantastisk oplevelse at stå ud af flyveren, lufthavnen er ikke ret stor, så man går ud i det fri, og straks kan man dufte blomster og masser af frisk luft.

Som alle ved er vi økonomiske, så inden vi tog hjemmefra havde vi lejet bilen over nettet. Selskabet vi havde lejet ved hed Advantage, og lad os endelig slå fast at dem skal man ikke leje ved. Da vi først kom ud af lufthaven, var der ingen skilte som førte os hen til deres kontor, og de skrev ingen steder hvilken busstop man skulle gå til. Da vi endelig fandt ud af hvilken bus det var, ventede vi i omkring 30 minutter før der kom nogen og samlede os op. Efter ca 10 min. Kørsel (hvilket er meget normalt) var vi ved kontoret. Men her stod vi så i en halv time mere før de begyndte at ekspedere os. Vi havde bestilt en convertible og fået at vide at det ville være en Chrystler Sebring eller lignende. Det var helt fint for vi vidste at den var stor nok til at have vores bagage i. Men som I nok kan gætte, så havde de desværre ikke flere af dem, så vi fik en ”lignende” Chrystler PT Cruiser convertible, som jo slet ikke er det samme. Efter at vi havde diskuteret i nogle minutter gav vi op og begyndte at pakke bilen. Det var godt at der ikke regnede som I kan se på billederne.

Vi kørte mod hotellet som lå i byen Kaanapali. Vi havde fået anbefalet dette område og hotellerne som lå lige ud til kysten og op til området Whalers Village. Dette fortrød vi absolut ikke, de ekstra penge vi havde givet for denne placering var godt givet ud. Vi boede helt ud til vandet og havde værelse med udsigt over vandet. Og om aftenen kunne man gå på hyggelige stier omkring hotellerne hvor der var masser af shopping og restauranter.

Søndagen efter vi var kommet blev brugt på stranden. Det var dejligt at være på stranden hvor man kunne bade, vi er vant til at vandet er for koldt oppe ved os. Mandag var den store dag, i hvert fald for Michael. Det var den første golfrunde. Anette var også ok med golfen men havde dog sat som betingelse for at vi tog golf sættene med at det kun var 2 runder. Vi spillede på en bane der hed Dunes at Maui Lani, og den var helt fantastisk. Lå midt på øen, og der var mange flotte udsigtspunkter. Der var ikke ret mange ude at spille, så vi nød det rigtig. Vores anden golfrunde spillede vi torsdag på en af banerne som lå lige ved hotellet vi boede på. Det var en fantastisk bane, hvor man flere gange spillede kun få 100 meter fra vandet.

Tirsdag havde vi glædet os meget til. Vi satte os i bilen tidligt om morgenen og kørte mod østsiden af øen. Her skulle vi køre på den populære vej ”The road to Hana”. Dette er en gammel kystvej som snor sig igennem landskabet hvor man bl.a. kører over mere end 50 broer, krydser regnskov og skiftevis kører højt oppe og helt nede ved vandet. Dette er nok det flotteste vi nogensinde har set, det var en helt fantastisk natur. Det var ikke så meget byen som man kommer til, men mere køreturen som var helt fantastisk. Selve turen er ikke ret meget mere end 70 km, men det tager mere end 3 timer at køre hver vej. Da vi kom til Hana, valgte vi at køre 20 km ekstra, for at komme ud til et kæmpe vandfald, som lå helt ud til Stillehavet. Her kunne vi bade i kilder og nyde udsigten.

Vi kan absolut anbefale en tur til Maui, og det er ikke vores sidste tur derud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *