Så blev skiene luftet!

Her i weekenden har vi været en tur på ski oppe ved Lake Tahoe. Det er en tur på ca. tre timers kørsel her fra os, så det er jo en dejlig, nem smuttur.

Vi kørte allerede her fra Dublin lørdag morgen kl. 5, så vi kunne være klar på ski kl. 9.00, hvor området åbnede.

Vi havde perfekt vejr – høj solskin, ca. 15 grader. Så det var faktisk lige før, at det var for varmt til ski. Specielt fordi, der ikke er for meget sne deroppe i forvejen.

Lake Tahoe er et utroligt smukt område, hvor der er udsigt ud over søen oppe fra bjergene. Ja, jeg tro faktisk aldrig, at vi har stået på ski i så smukke omgivelser før.

Vi havde købt skipas til det område der hedder Heavenly. Her er der mulighed for, både at stå på ski i Californien og i Nevada. Så da vi kommer kørene på en af pisterne, står der pludselig “Welcome to Nevada”. Det var lidt morsomt!

Og bedst som vi har krydset grænsen, så er det første som rammer vores øjne, ørken!!! For enden af bjerget var der ørken, så langt øjet kunne række. En meget underlig fornemmelse at stå på ski, mens man kigger ud over det!

Selve skiområdet var vi måske en smule skuffede over. Men det skyldes jo nok mest af alt, at der ikke var så meget sne. Mange af pisterne var lukket, så det var kun blå pister, vi kunne køre på. Så vi manglede begge nogle bakker, hvor vi kunne blive lidt mere udfordret. Men vi havde alligevel nogle gode ture – så kunne vi istedet give den lidt mere gas og leje lidt.

Ellers er der ikke så meget mere at fortælle. Vi havde to super gode dag, uden uheld. Der er lagt lidt billeder ind i Galleriet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *